Havnereglement

Havnen ejes af Jyllinge Lystbådehavn a.m.b.a.

Til at forestå den daglige drift og udøvelse af havnemyndighed har andelsselskabet ansat en havnefoged.

Havneområde:

  • Det til havnen hørende søområde er begrænset af havnens sydlige og nordlige moleværker.

  • Det til havnen hørende landområde (se tegning) er begrænset mod øst af Strandpromenaden og mod syd og nord af stier fra moleværkerne langs med vandet og grønt område op til Strandpromenaden.

Ordensbestemmelser:

For overholdelse af orden gælder »Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne« (bilag) med følgende tilføjelser:

  • Enhver bådejer skal have sin båd ansvarsforsikret. Kvittering skal på forlangende kunne fremvises til havnefogden.

  • Havnefogden foretager fordeling af ligge- og vinteropstillingspladser i havnen, og enhver bruger af havnen er pligtig til at følge havnefogdens anvisninger i forbindelse med tildeling af pladser.

  • Til havnen er som regel kun adgang for lystfartøjer, der kan få en plads anvist af havnefogeden, såfremt der er ledige pladser.

  • Alle både og joller på havnens land- og søområde skal være forsynet med en gyldig årsmærkat

  • Joller (maks. 2,75 m. X 1,50 m.)og andre lette både skal anbringes på det dertil indrettede område efter havnefogdens anvisninger. Joller og andre lette både må kun undtagelsesvis og med havnefogdens tilladelse fortøjes i havnen.

  • Servicekajen må kun benyttes til korttids-anvendelse. Fartøjet skal være bemandet, så det hurtigt kan flyttes, og området skal forlades samme dag. Særtilfælde aftales med havnefogden.

  • Der må kun søsættes både fra servicekajen efter aftale med havnefogden.

  • Havnen skal altid besejles med langsom fart der ikke må overstige max. 3 knob.

  • Afbrænding af affald på havnens område er forbudt.

  • Spildolie, maling, metal, akkumulatorer, glas og andre miljøfarlige væsker og materialer skal afleveres i de dertil indrettede tønder, som er placeret i en blå container, i øvrigt henvises til punkterne i Standardreglementet.

  • Både må kun sandblæses på land efter aftale med havnefogden. Sandblæsningen skal foregå i juni måned og i bukkegården. Alt sand og øvrigt affald skal bortskaffes af bådejeren, i øvrigt henvises til punkterne i Standardreglementet.

  • Fiskeredskaber må ikke henlægges på broer eller i havneområdet, og fiskeaffald må ikke henkastes i havnen.

  • Fortøjninger må ikke efterlades på broerne, så de er til gene for den gående trafik.

  • Bukke og stativer skal være forsynet med skibsnavn og nummer. Havnefogden kan flytte og anbringe bukke og stativer på en egnet plads på havnens område. Mindre løsdele f.eks. klodser og stiger m.v. skal enten fjernes fra havnens område eller spændes fast til ejerens stativ.

  • For at forhindre tyveri fra bådene i vinterperioden skal alle stiger være låst til stativerne eller fjernet fra havnens område, således at adgangsforholdene til bådene vanskeliggøres.

  • Både på land må ikke bebos.

  • Både i vandet må kun fast bebos med andelsselskabets bestyrelses tilladelse og de fastboende skal stedse sørge for, at fartøjet giver et pænt og ordentligt indtryk. Installationer på broer herunder parabolantenner og lign. er ikke tilladt.

  • Der må ikke tilsluttes større elforbrugere, såsom varmeapparater, affugtere eller lign. uden havnefogedens tilladelse, og da kun mod særskilt betaling, og alene med godkendte kabler, stik m.m.

  • Hunde skal altid føres i snor indenfor havneområdet, og evt. ”efterladenskaber” skal fjernes af ejeren.

  • Enhver bruger af havnen er pligtig at medvirke til, at der på alle områder hersker god orden i havnen.

  • Vedrørende fortøjning og affendring, sikring af fald og lignende, affald, spildolie og andre forurenende væsker samt teltslagning m.v. henvises til punkterne i Standardreglementet.

  • Havnefogedens anvisninger skal altid følges. Havnefogedens afgørelser kan dog skriftligt indankes for andelsselskabets bestyrelse. Bestyrelsens afgørelse er herefter endelig. Indbringelse af havnefogedens afgørelse for bestyrelsen har ikke opsættende virkning.

Overholdes reglerne ikke gælder strafbestemmelserne i Standardreglementet og i Andelsselskabets vedtægter

Bestyrelsen for Jyllinge Lystbådehavn.

 

·  Tillæg til havnereglement mht. forbudt bundmaling;

Godkendt af Kystdirektoratet 20. november 2008, indført i havnereglement 1 februar 2009:
 

Med henvisning til pkt. 4.3 i standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne (bekendtgørelse nr. 9139 af 15. april 2002 med bilag) gælder følgende vedr. brug af forbudt bundmaling:

Ref. punkt 4.3.1 / 4.3.2 / 4.3.3



Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne

I medfør af § 15 og § 18, stk. 2, i lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 5, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1051 af 16. december 1999 om henlæggelse af opgaver til Kystinspektoratet og om kundgørelse af ordensreglementer for havne:

  • § 1. Det i bilag 1 anførte »Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne« gælder for lystbådehavne og mindre fiskerihavne.

  • § 2. De hidtil gældende, for de enkelte lystbådehavne og mindre fiskerihavne i medfør af § 14, stk. 1, i lov nr. 316 af 16. maj 1990 om trafikhavne m.v. og § 15, jf. § 1, stk. 2, i lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne, fastsatte ordensreglementer forbliver i kraft, indtil nye reglementer måtte blive udfærdiget. Dog ophæves bestemmelser i et ordensreglement om, at havnen kan tilkendegive den pågældende, at overtrædelse af reglementet kan afgøres uden retslig forfølgning ved betaling af en bøde, og at denne tilfalder havnen.

  • § 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2002.

Kystdirektoratet, den 15. april 2002
Per Roed Jakobsen  /Flemming Thyme


Bilag 1

Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne.

For disse havne gælder, at den enkelte havn udarbejder et individuelt reglement med en beskrivelse af havnens land- og søområde og med angivelse af eventuelle særlige ordensregler, som ønskes for den pågældende havn.

Det individuelle ordensreglement skal henvise til »Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne«.

Det individuelle ordensreglement skal godkendes af Kystdirektoratet.

1. Generelle bestemmelser

1.1 Føreren af ethvert fartøj i havnen samt havnens øvrige brugere har pligt til at gøre sig bekendt med indholdet af dette reglement, der gratis udleveres ved henvendelse til havnemyndigheden.

1.2 Overholdelse af orden inden for havnens område påses af havnemyndigheden.

1.3 Politiet, det kommunale redningsberedskab, fiskerikontrollen og andre myndigheder udfører opgaver inden for havneområdet efter lovgivningens almindelige regler og kan benytte slæbesteder efter behov.

1.4 Havnemyndigheden skal i tjenestetiden være iført uniform eller uniformskasket, men skal i øvrigt legitimere sig, hvis det forlanges.

2. Regler for opankring, sejlads, fortøjning m.m.

2.1 Fartøjer må ikke ankre inden for havnens søområde uden bydende nødvendighed, medmindre havnemyndigheden har givet særlig tilladelse dertil.

2.2 Fartøjer, der tillades opankret uden for havnens ydre værker, men inden for havnens søområde, skal føre forskriftsmæssige signaler (sort kugle eller ankerlanterne).

2.3 Havnemyndigheden kan forlange, at ethvert fartøj, som ankrer inden for havnens søområde, flyttes, hvis havnemyndigheden skønner, at fartøjet hindrer fri og sikker passage. Såfremt ankringen ikke er ophørt til det af havnemyndigheden fastsatte tidspunkt, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko.

2.4 For sejladsen inden for havnens område gælder de af Søfartsstyrelsen til enhver tid udfærdigede regler for sejlads m.m. i visse danske farvande samt evt. særlige regler, der måtte fremgå af ordensreglementets individuelle del.

2.5 Sejlads inden for havnens område skal foregå med hastigheder, der ikke overstiger opslåede fartgrænser eller i mangel af sådanne med så lav hastighed, at der ikke voldes ulempe for andre. Der skal manøvreres således, at der ikke er risiko for beskadigelse af havneanlægget.

2.6 Fastliggende fartøjer må bortset fra nødvendig forhaling ved "lastning/losning", reparation, brændstofpåfyldning m.m. kun anbringes ved de anviste (tildelte) pladser.

2.7 Gæstende fartøjer skal snarest melde deres ankomst til havnemyndigheden. Gæsten skal forhale til en anden plads, hvis en sådan anvises af havnemyndigheden, eller dersom pladsen ønskes brugt af et fartøj, som har fået pladsen anvist.

2.8 Efterkommes et givet påbud ikke, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko.

2.9 Alle fartøjer, der benytter havnen, er forpligtet til at anvende fortøjninger og affendring, der er afpasset efter fartøjets størrelse og under alle forhold holder fartøjet inden for den anviste plads.

2.10 Fartøjer må ikke fastholdes ved ankre eller trosser, som helt eller delvist spærrer farvandet i havnen, uden havnemyndighedens tilladelse, og når det forlanges, skal de slækkes for andre både.

2.11 Fartøjsejeren har ubetinget pligt til jævnligt at tilse sit fartøj, når det henligger i eller på havnen og sørge for, at det er lænset, vel fortøjet og affendret i begge sider, ligesom fartøjsejeren under oplægning på land har ubetinget ansvar for at sikre, at fartøjet er forsvarligt afstivet, og at eventuel afdækning er passende fastgjort.

2.12 Bliver det af pladshensyn nødvendigt, at flere fartøjer ligger på siden af hinanden, skal de, som ligger nærmest bolværket, affinde sig med, at mandskabet fra de udenpå liggende fartøjer har fri og uhindret passage over dækket. Mandskabet fra de yderste både skal så vidt muligt passere over fordækket på de inderste både.

2.13 Slæbejoller og lignende må kun anbringes ved fartøjet, såfremt det kan ske uden gener for andre fartøjer.

2.14 Fartøjer, der ligger fortøjet, skal fastgøre fald og lignende således, at det ikke klaprer unødigt mod masten.

2.15 Et fartøj må ikke oplægges i eller på havnen uden havnemyndighedens forudgående tilladelse. En sådan tilladelse vil i givet fald indeholde de fornødne praktiske anvisninger, betingelser om økonomisk sikkerhed, overholdelse af givne tidsfrister, tilsynspligt m.v.

2.16 Efterladte, sunkne eller strandede fartøjer kan havnemyndigheden forlange flyttet inden for en af havnemyndigheden fastsat rimelig tid. Efterkommes et pålæg herom ikke, kan havnemyndigheden efter endnu en meddelt frist lade fartøjet fjerne og sælge for ejerens regning. Inden salget skal havnen så vidt muligt give ejeren besked. Provenuet fra et salg kan anvendes til hel eller delvis dækning af havnens omkostninger.

Såfremt en uafhængig vureringsmand har erklæret, at fartøjet er værdiløst, eller at dets værdi ikke overstiger de skønnede salgsomkostninger, kan havnemyndigheden skaffe fartøjet bort efter at have givet skriftlig meddelelse herom til ejeren. Såfremt ejeren eller dennes opholdssted er ukendt for havnemyndigheden, kan meddelelse i stedet gives ved opslag på fartøjet samt ved annoncering i et lokalt dagblad/ugeblad.

Uanset sådant salg eller bortskaffelse hæfter ejeren fortsat for fuld betaling af havnemyndighedens omkostninger.

2.17 Vrag må ikke indbringes i havnen uden havnemyndighedens udtrykkelige tilladelse. Et sådant vrag henligger i enhver henseende for ejerens regning og risiko.

3. Optagning, reparation, brændstof m.m.

3.1 Søsætning/optagning må kun foretages ved de af havnemyndigheden anviste bolværker, ramper og lignende.

3.2 Umiddelbart efter søsætning/optagning har fartøjsejeren pligt til at rydde kajen og landplads for bukke, vogne, støtter og andet grej.

3.3 Fartøjer, bådvogne og master m.m. må kun anbringes på de dertil bestemte arealer efter aftale med havnemyndigheden.

3.4 Fartøjer og bådvogne m.m., der henstår på havnens arealer eller henligger i havnens bassiner uden tilladelse, er havnemyndigheden berettiget til umiddelbart at fjerne for ejerens regning og risiko.

3.5 Benzin må ikke forefindes i fartøjer på land. Tankene skal tømmes og udluftes. Opbevaring af motorbrændstoffer, smøreolier og flaskegas på havnens område må kun finde sted med brandmyndighedens tilladelse.

3.6 Ved brændstofpåfyldning skal træffes alle forholdsregler til at sikre imod antændelse om bord eller på kaj.

4. Forskellige miljø-og ordensbestemmelser

4.1 Henkastning af affald af enhver art i havnebassiner eller på havnens område er forbudt. Der henvises til at benytte de affaldsbeholdere, der er opstillet på havnearealet.

4.2 Miljøfarligt affald såsom spildolie, malingrester, fortynder, udtjente oliefiltre og akkumulatorer må ikke anbringes i eller ved de almindelige affaldsbeholdere, men skal afleveres i de dertil indrettede specialbeholdere.

4.3 Reparationsarbejder eller lignende på skibe eller materiel, som henligger i havnen, skal foregå i henhold til gældende miljø- og arbejdsmiljøbestemmelser. Afrenset affald skal opsamles og bortskaffes i henhold til gældende bestemmelser således, at havnen ikke påføres et oprensnings-, miljø- eller iltsvindsproblem.

4.3.1   Enhver påføring eller anvendelse af bundmaling eller lignende der indeholder de til enhver tid forbudte stoffer (1) medfører tab af retten til bådplads i havnen og betragtes således som en væsentlig eller grov misligholdelse.

 

4.3.2   Ved mistanke om påføring eller anvendelse af ulovlig bundmaling eller lignende er båd- og/eller pladsejeren forpligtiget til at medvirke til testning af den anvendte bundmaling eller lignende. Manglende iagttagelse af denne pligt medfører tab af retten til bådplads i havnen og betragtes således som en væsentlig eller grov misligholdelse. Såfremt båd- og/eller pladsejeren har påført eller anvendt ulovlig bundmaling eller lignende, er båd- og/eller pladsejeren forpligtiget til at betale omkostningerne til disse undersøgelser. 

 

4.3.3    Konstateres der anvendelse af bundmaling eller lignende der indeholder forbudte stoffer, kan havnemyndigheden under formildende omstændigheder påbyde, at båd- og/eller pladsejeren inden for en nærmere angiven tidsfrist enten fjerner den ulovlige bundmaling eller lignende på miljørigtig vis eller forsvarligt forsegler denne. Efterkommes et påbud herom ikke straks, medfører det tab af retten til bådplads i havnen og betragtes således som væsentlig eller grov misligholdelse.

4.4 Udpumpning af marinetoiletter eller tømning af holding-/septictanke i havnen er forbudt. Der henvises til brug af havnens toiletter og modtagefaciliteter.

4.5 Udpumpning af olieholdigt vand i havnen er forbudt. Vandet skal opsuges og tømmes i de særlige beholdere, der er opstillet på havnen, mærket "Spildolie" eller "Olieholdigt bundvand".

4.6 Afrensning af fartøjer, som er påført biocidholdig bundmaling, må alene finde sted ved eventuelle særligt indrettede vaskepladser.

4.7 Følgende aktiviteter må kun finde sted inden for havnens område med havnemyndighedens forudgående tilladelse:

a) Afbrænding af fyrværkeri. Afbrænding af festfyrværkeri kræver dog tillige politiets tilladelse.

b) Åben ild, herunder åben grill, om bord i fartøjet og på havneområdet i øvrigt uden for eventuelle dertil indrettede grill-pladser.

c) Fiskeri.

d) Vandskiløb, kapsejlads, benyttelse af sejlbrætter, sejlads med vandscootere og lignende.

e) Badning og dykning fra skibe eller bolværker.

f) Placering af husbåde.

g) Teltslagning og opstilling af campingvogne.

4.8 Havnemyndigheden kan give anvisninger vedrørende færdsel på havneområdet.

4.9 Parkering af campingvogne og bådtrailere må kun ske på de dertil særligt indrettede parkeringspladser.

4.10 Alt, hvad der findes, optages eller bjærges inden for havneområdet, skal straks anmeldes til havnemyndigheden.

5. Havneopsyn, ansvar og straffebestemmelser

5.1 Enhver, der befinder sig på havneområdet, har pligt til straks at efterkomme havnemyndighedens anvisninger og påbud, herunder også om at fjerne sig fra havnens område.

Hvis en fartøjsejer eller en anden bruger af havnen ikke efterkommer dette reglements bestemmelser eller de af havnemyndigheden givne pålæg så hurtigt, som det skønnes nødvendigt af myndigheden, er denne berettiget til at træffe de fornødne foranstaltninger til, at sådant sker. For beskadigelser, som derved måtte blive påført fartøjet med udstyr eller andre genstande, kan ejeren ikke forlange erstatning. Ejeren er pligtig til at erstatte de udgifter, som de udførte foranstaltninger måtte have medført.

5.2 Mener nogen sig forurettet af havnemyndigheden, kan sagen indbringes for havnebestyrelsen/havneudvalget, men et påbud skal under alle omstændigheder efterkommes.

5.3 Fartøjsejeren er ansvarlig for enhver skade (herunder tings-, person-, og følgeskade), der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse udvist af fartøjsejeren eller øvrige besætningsmedlemmer. Ansvaret gælder skade, som direkte eller indirekte er forvoldt i forbindelse med anløbet af, opholdet i, brugen af eller afsejlingen fra havnen.

5.4 Havnemyndigheden er ansvarlig for skader på fartøjet eller dettes besætning, såfremt skaderne er forårsaget ved fejl eller forsømmelse begået af havnemyndigheden.

5.5 Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes overtrædelse af pkt. 2.1-2.2, 2.5-2.7, 2.9-2.15, 2.17, 3.1, 3.5-3.6, 4.1-4.9 og 5.1, første afsnit, med bøde.

1) Pt. jf. Bekendtgørelse om begrænsning af import, salg og anvendelse af biocidholdig bundmaling (bek.nr. 1278 af 12/12/2005, med senere ændringer) og Bek. om ændring af bekendtgørelse begrænsning af salg og anvendelse af visse farlige kemiske stoffer og produkter til specielt angivne formål (organiske tinforbindelser) (bek. nr. 926 af 18/11/2002).  


   Site Map
 

Jyllinge Lystbådehavn a.m.b.a. - Strandpromenaden 6 - 4040 Jyllinge - Tlf.: +45 46 78 93 48
e-mail

Copyright © Jyllinge Lystbådehavn a.m.b.a. - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.